 Dall Mølle forsiden foreningen aktiviteter landsbyerne arkivalier årsskrifter beretninger efterlysninger links gæstebog Arkivet har åbent den første og sidste tirsdag i måneden kl. 19-21 eller efter aftale. - lukket i skoleferier. 
|
I gammel tid var det skik og brug på landet at slagte flere får, end man gør nu. Sine steder slagtede man to ad gangen. Dette arbejde var udelukkende kvinder- nes bestilling. Det var gerne konen, der stak fårene, men tjenestepigen eller dat- teren skulle se på og siden selv udføre dette arbejde, for før hun kunne det, var hun nemlig ikke giftefærdig. I samme nu, kniven var i dyret, skulle man være parat med en ren, skoldet spand og en ligeledes rengjort træske, og så skulle der røres, ellers ville blodet gå i klumper. Når det var koldt, blev det siet, iblandet lidt vand, groft rugmel eller fine byggryn, hensat til næste dag, og derefter rørt færdig med mælk og diverse krydderier, stoppet i de rengjorte tarme og kogt i den store gruekedel, severet skåret i skiver, dertil sukker og sirup. Flæsketerninger var en væsentlig del af indholdet i disse blodpølser, og det kunne skabe gnidninger mellem ung og gammel, hvis disse blev erstattet af fåretællen. Tællen er fårets fedt, mens flæsketerningerne var fra grisen. Noget af blodet fik lov at stivne i en stor masse, hvilket skete helt af sig selv, når der ikke blev rørt i det med det samme. Denne klump blev, når den var helt kold, hensat i saltlage og senere kogt. Af denne masse tog man hver morgen et stykke, smuldrede det let, hvorefter det blev varmet på panden, tilsat fløde, timian, merian, løg og peber. Dette blev spist med ske af selve panden og med brød til som morgenmad, indtil der ikke var mere af den slags. Retten kaldtes Svede. Fårets lever, lunger, hjerte, nyrer og maven, der i forvejen var vendt med vrangen udad, renset med kalk, til den var helt hvid, skyllet, skoldet og skrabet, blev kogt sammen og senere hakket, tilsat salt og forskellige krydderier samt revet rugbrød. Retten blev spist varm og endvidere tilsat eddike, dertil servere- des enten brød eller kartofler. Denne ret kaldes Finker. Blev finkerne for tørre, kom man øl i, finkerne kunne opbevares et stykke tid ved at presse dem fast ned i en stenkrukke, mens de endnu var varme og hælde et lag fåretælle over som et tæt låg. Når de skulle bruges, fjernede man fedtlaget, og var der dannet lidt mug, blev dette også fjernet. Disse finker var meget drøje. Så kom turen til fårehovedet, som blev omhyggeligt rengjort, kløvet, hjernen udtaget, denne blev kogt og ristet på panden, serveret med sigtebrød. Selve hovedet blev kogt sammen med skankerne, hovedet blev senere brunet på pan- den og var en lækkerbidsken, serveret med brød eller kartofler. Når al indmaden, hoved, blod og skanker var tilberedt, var der gerne gået en dag, og den næste dag tog man fat på selve fårekroppen, som så også var blevet dejlig kold og tilpas stiv at skære i. Først skar man boven fra, noget af kødet fra boven blev hakket til kødpølse, låret blev saltet og senere røget sammen med kødpølserne, af mellemstykket blev ribbene taget ud, og mellemstykket blev anvendt til rullepølse, ligesom mellemgulvet og nakke også blev lavet i rullepølser. Det fine nyrestykke blev gerne stegt eller sprængt og brugt til gule ærter eller kål. Fåretalgen var uundværlig til lysestøbning. Hvor man havde mange får og derfor fik meget tælle, havde man et lysebord. Dette bord var rundt, og under pladen var der kroge. Der var 12 små, runde brikker med 12 kroge i hver. Der blev brugt en bestemt slags garn, der kaldtes lysgarn. Det blev snoet med 2 eller 3 tråde, der var lavet et øje ved at dreje en gang om dem alle oppe ved krogen. Så blev de snoet og gnedet en gang med koldt talg. Derefter blev de dyppet i varm talg. I en stor gryde eller gruekedel kunne man holde en tilpas konsistens på talgen, og man dyppede mange gange for at få den tykkelse, man ønskede. Eftersom de hængte under bordet, var der stillet en ting til at tage dryppet. Hvor man ikke havde lys- bord, brugte man en stige, lagt på et par stole og brugte stokke (lyspinde) og ellers samme fremgangsmåde. Vi lavde også helligtrekongerslys. 3 lys blev smeltet sammen, og hvor de mødtes og blev til et lys, var indstøbt en anelse krudt. Når flammen nåede dertil, gav det et lille skrald, når krudtet antændtes, og da det var helligetrekongersaften, at dette lys blev tændt, markerede det samtidig, at julen havde ende. Tællelysene var slemme til at ose, men mange steder havde man en lysesaks. Det var en saks med et åbent rum foran flænerne. Så kunne man klippe de osende dele af vægen, og de blev inde i saksen uden at ose. Lysene skulle gemmes godt i en tæt kasse, for musene ville æde dem. Skrevet af Sine Henriksen i 1974 på Gunderup plejehjem. Ferslev 1988 Gunvor Lundsgård |