 Dall Mølle forsiden foreningen aktiviteter landsbyerne arkivalier årsskrifter beretninger efterlysninger links gæstebog Arkivet har åbent den første og sidste tirsdag i måneden kl. 19-21 eller efter aftale. - lukket i skoleferier. 
|
Der var jo ikke ret meget maskinkraft den gang, så der var meget, et barn kunne hjælpe til med på en bondegård. Der var gerne 2-3 karle på en almindelig gård foruden familien og børnene. Hvis der ikke var børn, var der desuden en hyrdedreng. Der skulle megen mad til på en sådan gård, så der var meget, vi børn kunne gå til hånde med. Der skulle skrælles kartofler, hvis de ikke bare blev skrub- bet godt, og så pillede hver sine inde ved bordet. Vi kunne vaske op og sætte de små ting på plads, og når det var en regel, gik det let og ganske af sig selv. Som 10-årige skulle vi op at malke de køer, der havde lidt mælk, det var mor- genarbejde før skoletid, skoletiden var 7, 8 eller 9, afhængig af, om det var som- mer eller vinter. Tjenestepigen malkede de køer, der havde mest mælk og gav kalvene mælk, så længe de fik sødmælk. Desuden vaskede hun også spande, gjorde rent i kar- lenes kamre, som var i staldlængen. Der var murstensgulv og petroleumslys og ingen vandhane, men gode, varme dyner, som blev vævet af fåreulden, et arbej- de som mange gamle folk fik tiden til at gå med. Hver fåreholder havde sin spin- de- og vævekone, som kom til gården, når nyt skulle syes eller noget skulle syes om eller ændres. Det var gerne en bestemt dag i ugen, og så var der gerne en rest mad, som denne kone fik med hjem. Det kunne være kål eller suppe, og hun var glad til. De samme koner lavede også hør- og blårgarnsstof til skjorter og lagner. Hør eller blårgarn, som man selv avlede på marken, blev beredt til vævning med de redskaber, som fandtes i hjemmene. Det blev sået på marken, og når det var tjenligt eller moden til høst, blev det mejet ned med en sejl, som var en krum kniv med et træhåndtag, derefter bundet i neg og kørt hjem, hvor det så behandledes med de dertil fremstillede redskaber, skætte, karte og rok. Alligevel kunne dette stof være så fyldt med pigge, affald fra strået, der ikke var fjernet, selvom tøjet blev lagt på en sten og banket med en an- den sten. Efter skjorten var syet, kunne den stadig være fyldt med disse pigge, så var der ikke andet at gøre end at vente, til man kom godt langt ud i marken, tage skjorten af og gentage samme proces der. Væven var et vigtigt redskab på den tid. En af disse vævekoner havde lavet 80 alen hørlærred for en kone. En dag med klar frost og solskin blev lærredet lagt til blegning på sneen, da det om aftenen blev rullet sammen og taget ind, sagde væve- konen til konen, hun havde fremstillet det til, at hvis det engang bliver væk, så er det mig, der har taget det. Det blev væk og er aldrig blevet fundet, men der var ingen, der mistænkte fabrikanten. Hun var meget ulykkelig, fordi hun havde sagt dette i spøg, men hun var en reel kone. Efter skoletid var der jo også forskellige gøremål for vi børn. Der var regning og lektielæsning, og så blev vi om sommeren sendt i heden for at flytte får eller i kæret for at flytte hestene, det var lidt på skift. Senere på dagen skulle køerne så hjem og malkes, det var vi to tøser til, en rinkede tøjret, en anden koblede sammen, og hjemme i gården var der et stort trævandtrug ved en trævandpumpe, som var fuld af frisk, koldt vand. Køerne var gerne meget tørstige. Der kunne være 4 køer ved truget på tiden. Mens de første fire forsynede sig, blev de andre bundet ved en ring, der var i kohusmuren, så bandt den ene pige de første ind, og det næste hold fik vand, senere det tredje hold, og der skulle pumpes hele tiden. Det kunne ske en sommerdag, der var bremser, der stak dyrene, så blev de ved at rende rundt i tøjret, til de kom løse. Var vi så heldige at få fat i tøjrepælen, fik vi somme tider hold på dem på den måde. Når en begyndte, prøvede de gerne alle at slippe løs, de var tørstige og bremsegale, så var de ved at vælte vandtruget, og tøj- rene blev indviklede i hinanden, så var hærføreren kaput. Så måtte der voksne til at hjælpe og trøste, men det var jo ikke hverdagsplage. De samme dyr kunne jo til daglig være omgængelige og rolige, når de ser, der er flyttetid og en god flyttemand. Vi fik kraftfoder til køerne hjem i store plader. Vi havde en stor, flad sten inden- for døren i svinestalden. Der slog vi pladerne i stykker med nakken af en økse. Det var børnenes bestilling. Vi måtte jo passe på ikke at slå fingrene, men vi har da dem alle endnu. Til hver gård var der et tørveskær. Karlene gravede tørvene og lagde dem ud. Vi tøse var helt vilde efter at rejse dem og skrue dem, sætte i stakke, når de var tjenlige til det. Der var nemlig penge at tjene. Vi fik 5 ørerfor at rejse et tusinde tørv og 7 ører for at skrue. Om efteråret i kartoffeltiden gav det også skejser, så fik vi 2 ører for en kurv kartofler. Vi fulgtes med en voksen, der tog 2 rækker, og vi tog 1 række. Lidt til lidt det jo til større vokser. Hvis vi fandt en hønserede, lod vi straks moder det vide, for ellers kunne de an- dre jo let komme til at tjene den 5-øre, vi fik for hver snes æg. vi afleverede til hende. Vi havde hønsehus i enden af møddingshuset. Jeg fik 5 ører for at holde rent der, men søster fik 50 ører for at holde græsplænen fri for lopblomster og for at luge et stort urtebed i haven 5 ører. Vi havde meget med grøntsager og jordbær i haven. I året 1897 udvidedes frugthaven med flere frugttræer og frugtbuske, men det kneb med at få dem plantet. Der var nemlig udbrudt tyfusepidemi i byen. Der var mange på sygehuset og ingen turde komme derud, men en ældre mand og min fader fik plantet træerne. Vi havde en charabancvogn, der kørte på sygehuset med 9 mand, 1 kom ikke tilbage, der var 4 andre, der døde - en mand døde fra 5 børn og kone. Fra syge- huset kom en og desinficerede med karabolvand. De brugte en kalkkost, lukkede alle skabsdøre og skuffer op, og vi tøser var meget gale, da vore ting selvfølgelig også fik en tur. Der var en stram luft i hele huset længe efter. Der var ikke mange cykler den af tykt reb, men det blev senere gang. Vor fader havde en, hvis dæk bestod skiftet til rigtige dæk. Vi fik lavet malt af byg, vi selv avlede, og det blev maltet eller behandlet i Støv- ring. Der var et maltgøreri, og der var gerne to gårde, der skiftedes til at køre. Den ene derhen, og den anden hentede det. Når det var færdigt, kom der et kort: "Maltet er færdigt, Lars Christians også. Maltgøren". Når det kom hjem, var det meget varmt, og det blev afkølet i køelhuset. I lang tid troede jeg, at dette hus var til at lægge køllen i, den vi brugte til at banke tøjrepæl en til køerne ned med. Den var den gang af træ, men blev senere af jern, den var lettere at banke i jorden. Det hændte, at et dyr fik den vane at rive sig løs, men så fik den to pæle, der blev sat med et lille stykke imellem. NB: Det malt, der ikke skulle bruges straks, blev opbevaret i tætlukkede kister på stuehusloftet, tørt og fri for mus og rotter. Denne interessante beretning om en barndom på landet er nedskrevet af Sine Henriksen, født Lundsgård, Ferslev, 19.4.1892, og er skrevet, mens hun var på Gunderup plejehjem og venligst udlånt af hendes søn Niels Henriksen, Ferslev. Ferslev i maj 1988 Gunvor Lundsgård |